På denne side vil du kunne læse mere specifikt om Bustrups historie og om, hvordan ejerne på herregården blander sig både nærområdets -, regionens- og landets historie.
Fra dansk Herregårdsforskning
Ejerhistorie Bustrup
Dansk Center for Herregårdsforskning
Bustrup bestod oprindeligt af to gårde – en i Ramsing og en i Lom sogn – som tilhørte familien Krabbe. Den første ejer, Jens Olufsen, der skrev sig til gården i 1454 og 1457, var ganske vist ikke født Krabbe, men derimod gift med Marine Nielsdatter Krabbe. Hendes bror, Morten Krabbe, ejede formodentlig en andel i gården – han skrev sig i hvert fald dertil mellem 1463 og 1468, mens Marine Krabbe selv ejede i det mindste en del af gården i 1471.
Morten Krabbes søn, Mogens Krabbe, skrev sig til Bustrup i 1472, og efter hans død omkring 1484 overtog enken, Elsebe Thygesdatter Lunge, gården. I 1511 var gården ejet af Tyge Krabbe, der som barn kom i kong Hans’ (1455-1513) tjeneste, hvor han blandt andet passede kongens hunde, blev uddannet i krig og senere valgt som lensmand for først Københavns Slot og derefter Helsingborg. Krabbes godsbegærlighed tog dog overhånd. Gennem list fik han Christian II (1481-1559) til at overdrag ham godset Fiskbæk, som han uretmæssigt påstod havde tilhørt slægten. Da sandheden kom frem mistede han Helsingborg len og måtte trække sig tilbage til Bustrup.
Tyges indflydelse var dog ikke slut. Han bidrog til at organisere den voksende modstand mod Christian II, og i 1523 var han blandt de mænd, der jog kongen ud af landet. Frederik I (1471-1533) tildelte ham som tak Fiskbæk, Helsingborg len samt embedet som rigsmarsk fra 1523. Efterfølgende blev flere blodsudgydelser tilskrevet Tyge Krabbe: Han skulle efter sigende have knust et skånsk bondeoprør særdeles brutalt, ligesom han blev anklaget for at have pint adelsmanden Niels Brahe, der havde deltaget i oprøret og bakkede op om Christian II.
Under Grevens Fejde (1534-36) støttede han indledningsvis de holstenske grever og Christian II. På trods heraf satte vrede bønder Bustrup i brand i 1534, og Krabbe selv skiftede – trods en stærk katolsk tro – parti og bakkede op om Christian III (1503-559). Trods støtten til Christian III mistede Krabbe efter dennes tronbestigelse indflydelse og trak sig i sine sidste år tilbage til Vegholm, der tidligere havde tilhørt Niels Brahe.
Sønnen Erik Krabbe overtog Bustrup i 1541. Han havde været domprovst i Roskilde indtil Reformationen i 1536. Derefter påbegyndte han i stedet en verdslig karriere, hvor han blev rigsråd, lensmand og anvendt i diplomatiske sager. Krabbe blev især kendt for sit lovarbejde, hvor han bl.a. oversatte Jyske Lov til tysk, og han forsøgte af forny de danske lovbøger – et forsøg der dog mislykkede.
Sønnen Tyge Krabbe, der arvede Bustrup ved farens død, overdrog den kort tid efter til sin bror, Christian Krabbe, og svogeren, Mogens Juel. Flere perioder med delt ejerskab eller hyppige salg fulgte i resten af 1600-tallet.
I denne periode kom gården en overgang til de to tyskfødte svogre, Leonhard Marselis og Albert Baltser Bern, der var blandt Kronens største kreditorer. Berns’ svigersøn, Poul Klingenberg, overtog senere Bustrup. Klingenberg markerede sig først og fremmest som embedsmand. Han reorganiserede blandt andet det danske postvæsen, men trods sine bedrifter døde han som en fattig mand.
I 1764 kom Bustrup til Peter Skow, hvis efterkommere ejede gården i mere end 130 år. I 1869 solgte Peter Skows barnebarn Bustrup til Joseph Emil Adeler. Efterfølgende kom Bustrup til den aarhusianske storkøbmand, Hans Broge, som interesserede sig for landbrug. Bustrup blev som flere af hans øvrige gårde drevet af en bestyrer.
Broges svigersøn, Christian Rømer, solgte i 1910 Bustrup til Udstykningsforeningen for Skive og Omegn, og dermed ophørte Bustrups historie som et samlet landbrug. De 30 år herefter var præget af hurtige salg, der påbegyndtes af et konsortium. Ved en udstykning i 1929 blev Bustrups 728 tdr. land reduceret til blot 245 tdr. land.