Brodal Station – Den gamle Vestsallingbane
Her løb Skive-Vestsalling Jernbane (SVJ) – i folkemunde kaldet ”Sydvest-Jens” eller Vestsallingbanen. Det var en dansk privatbane mellem Skive og Rødding i Vestsalling.
I starten af 1900-tallet var der især i Østjylland stor interesse for elektriske jernbaneprojekter, men også Vestsalling-banen blev planlagt som elektrisk og kom med i den store jernbanelov fra 1908 som “en elektrisk jernbane fra Skive gennem Vestsalling”.
Ingen af de elektriske jernbaner blev realiseret, men Vestsallingbanen blev ændret til konventionel jernbane og kom som sådan med i den næste store jernbanelov fra 1918, og nu med fastlagt endestation i Rødding.
Toget standsede 14 steder mellem Skive og Rødding – ved henholdsvis stationer og ved trinbræt, hvis der var ventende passagerer.
Stationsbygningen er identisk med de øvrige stationsbygninger ved Vestsallingbanen, De er tegnet af samme arkitekt.