Kirkehistorie

Lem Kirke er bygget i romansk stil. Den oprindelige kirke er bygget omkring 11- 1200-tallet. En stor del af kirken er opført i vel tilhugne granitkvadre over en dobbeltsokkel, der består af ufuldstændig attisk profil over skråkant.

I Gyldendals Store Danske Encyklopædi kan man under Kirkebyggeri bl.a. læse:
“…….hundredvis af landsbykirker, der skød op i landskabet.

Ud fra sammenligninger med udlandet må man antage, at initiativ til og organisering af det tidligste kirkebyggeri i reglen har ligget hos en eller flere storbønder, som i kraft af deres formåen i henseende til gods og undergivne har ladet kirker opføre under bistand af professionelle bygmestre. Heraf følger ikke, at kirken var bygherrens eget hus på linie med hans øvrige huse. At lade en kirke opføre er en offergerning; kirken er Guds hus, og bygherren er højst kirkens patron, dvs. værneherre.  Forholdet blev i 1100-tallet reguleret i kirkens retssystem, den kanoniske ret: patronatsret er kun retten til over for bispen at foreslå en ny præst, når embedet var ledigt. Om bispen ville følge forslaget, var op til ham selv. Men hensynet til et godt forhold til kirkens patron har nok haft en vis vægt.

Sognekirkerne blev, selv inden for samme stift, vidt forskellige, i størrelse, materialer og arkitektur. Bagved ligger sognets folketal og velstand, adgang til byggematerialer, og mulige direktiver fra en biskop, et kloster eller en stormand i kraft af patronatsretten.
Og når sognekirkerne blev forskellige i det ydre, kunne det også skyldes vidt forskellig organisering af sognets byggefællesskab. Men overalt har det været en fordel, at bønderne var vant til at træffe fælles beslutninger i fælles anliggender. Med dyrkningsfællesskab, fællesarealer, fælles ansvar for gærder og hegn følger solidaritet og kollektivt ansvar. Og med dette ansvar følger en høj grad af selvjustits inden for fællesskabet. Ligegyldighed, slendrian og modvilje tolereres ikke. Med gudsfrygten spændt for vognen har man magtet den kæmpeopgave, som kirkebyggeriet var for sognet. Og resultaterne, de mange sognekirker i sten fra 1100- og 1200-tallet, har vi for vore øjne og i brug den dag i dag.”
Læs hele artiklen >>>>>> Klik her

Martin A. Hansen har i sin bog Orm og Tyr fortalt om den dag, hvor stenmesteren og hans svende kom til byen. Bønderne havde i nogle år kørte sten, som var indenfor rækkevidde, sammen.
På pladsen arbejdede de kyndige folk med at kløve stenene, så de fik en passende størrelse og form. Stenmesteren og hans folk brugte forskellige teknikker. Det kunne være med et enkelt slag på det rigtige sted med en hammer eller ved at mejsle huller, hvori der blev slået tørrede ege- eller bøgekiler i. Når de blev fugtige, udvidede de sig, og stenen flækkede. Spidshammeren var stenfolkenes vigtigste redskab.

 

Tilbagepil - lang
Tilbage til KIRKEN